Projektsalget boomer!

Projektsalget boomer!

Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk fra 2016. Især projektsalgslejligheder er populære og sælges nu hurtigere end landsgennemsnittet for lejligheder. Det er især ønsket om at bo i noget nyt og moderne samt det øgede fokus på at leve energivenligt, som påvirker salget af lejligheder og villaer i projektbyggerier. Med den stigende popularitet og det øgede antal projektbyggerier, der bliver opført, er det vigtigt at sikre en stærk markedsføring af projektet til potentielle købere.

Projektsalg handler om at sælge en drøm: boligerne eksisterer ikke endnu, og det er derfor nødvendigt at inspirere potentielle købere uden at have et reelt produkt at vise dem. Derfor er det vigtigt at skabe en markedsføring, der afspejler de værdier og muligheder, der er ved projektet. Muligheder, der er tænkt af arkitekt, bygherre og ejendomsmægler, således at målgruppen kan se boligen som deres kommende hjem. Dette vil være med til at differentiere det enkelte projekt fra de øvrige i det lokale marked.

Det er noget af det, vi som bureau hjælper vores kunder inden for Byg&Bo med at realisere:

Med udgangspunkt i et allerede eksisterende projektsite, har Minuskel videreført sjælen fra Frederiks Plads over i tre præsentationsbrochurer, hvor vi blandt andet lagde vægt på at vise potentielle købere Frederiksbjergs nærområde og puls.

Med hjælp fra egen fotograf ønskede vi at skabe en sjæl for kvarteret uden at gå på kompromis med Frederiks Plads’ allerede eksisterende kommunikationskoncept: ’Et nyt byrum med plads til alle’.

Det gjorde vi ved at sætte fokus på Frederiksbjerg som ’en by i byen’ med sin levende madkultur, unikke arkitektur, gode transportmuligheder og korte afstande til både shopping, universitet og seværdigheder. Det er nemlig vigtigt for interesserede købere, at de kan forestille sig det liv, som kommer til at danne rammen for deres fremtid på Frederiks Plads.

Præsentationsbrochurerne bliver udleveret til bl.a. Åbent Hus-arrangementer til interesserede købere, og der er allerede kæmpe interesse for at eje en af de unikke boliger. Indtil videre er 80 % af lejlighederne i de tre blokke solgt. Det er et spændende og innovativt projekt, som vi er stolte over at have bidraget til.

 

Fakta om Frederiks Plads:

Tegnet af C.F. Møller Architecture.

Indflytning fra 1/10-2017.

Udvikles af NCC Property Development A/S og DOMIS koncernen.